Billedet er taget af min mor foran mit barndomshjem.

Hvis jeg lige skal præsentere styrken fra billeder ovenfor, så set fra venstre:

• Charles Jørgensen fra Åmarksvej 26, hvor han stadig bor.
• Jørgen Jensen (Så mig selv), bor i dag Øster Skerningevej 17B.
• Bente Rasmusen fra Åmarksvej 28, bor i dag i Australien.
• Åse Jensen (min lillesøster). I dag Rasmusen og bor i Ulbølle.
• Carlo Jørgensen fra Åmarksvej 26, bor i dag i Vester Skerninge på en sidegade til Åmarksvej.
• Ib Jørgensen fra Åmarksvej 26, bor i dag på den anden side af hæggen nr. 28.

Der ud over ligger der flere små rødder i barnevogne derhen af gaden, som støder til, efterhånden som de lærer at gå.

Billedet må være taget om formiddagen, da jeg er sikker på, at ingen forældre var i humør til at tage billeder af os om eftermiddagen. Der var jo ingen computere, mobiltelefoner og iphones dengang, så dagens leg var helt op til vores egen fantasi. Den fejlede så til gengæld heller ikke spor.

Engang vaskede vi min mors høns, da vi mente, at de havde beskidte lår. Det faldt i hvert fald ikke i god jord.

Otto, som var far til de tre brødrerne Jørgensen, havde sat nye dæk på sin cykel. De var brune, skrækkelig farve, mente vi. Så vi huggede dem i stykker med en økse. Det faldt slet ikke i god jord.

Så skulle vi have af ”gummislangen” , en slange der hang over vandhanen i køkkenet. Så når vi var gået for vidt, blev vi jagtet rundt om huset. Han fangede os dog aldrig. I dag er jeg sikker på, at havde han fanget os, ville han ikke havde kunnet nænne at slå os. Men dengang havde vi respekt for slangen.

Vi gik tit en tur i skoven, uden forældre selvfølgelig. Der var dejligt farligt nede. Træer vi kunne klatre i, og en dyb å, som vi kunne drukne i. Men vi er altid kommet hele hjem igen.

Engang fandt vi et nyrevet stykke jord, med en masse små grantræer i. De sad ikke ret fast. Så vi legede stærk mand, og trak dem alle sammen op.

Da jeg ved aftenbordet sad og pralede af, hvor stærke vi var, blev min far noget bleg i hovedet. Det var naboen, som lige havde plantet en ny granskov på skrænten.

Jeg er sikker på, at havde der været et snedkerværksted, som i ”Emil fra Lønneberg”, så havde vi tilbragt mange timer der.

Det blev dog også til andet end skarnsteger. Vi var også gode børn, når vores forældre tvang os til at hjælpe til med markarbejdet. Hakke roer, køre hø og korn ind o.s.v. Groft udnyttelse af børn, ville det nok hedde i dag. Men vi tog ikke skade af det, ikke sådan da.

Helt slemt kan det jo ikke havde været, da de fleste af os var over 25 år, inden vi flyttede hjemme fra. Og bortset fra en enkelt, så bor vi alle i dag tæt på vores fælles barndomsgade. Der skete også mange flere spændende ting på Åmarksvej fra 1960 til 1975, sikkert også interessant læsning. Men lad det nu ligge.